Sunday November 17th 2019
Säg är det konstigt att man längtar bort någon gång? Säg är det konstigt att man längtar bort någon gång? »
För ett ögonblick gladdes jag över en postad inbjudan tills jag insåg att det var en inbjudan från [...]


Kategorier

Iben … Dag’enS … manD

23-10-2012

Oslo … 8.30

Text: Casper W Vulpius. Vi ankommer tidligt og Iben bliver kørt direkte i sminken, hun har arbejdet urimeligt meget de sidste mange måneder men holder stand uden brok. Iben er et utroligt stærkt menneske og har tidligere været med i flere afsnit af den norske Tv-serie ” Dag ” og er nu igen inviteret til Oslo af producenten/forfatter/skuespiller/instruktør Øystein Karlsen. Han har de sidste par år har haft kæmpe stor succes i sit hjemland, med netop denne Tv-serie. Øystein har en befriende let og naturlig måde at være på og det er tydeligt at alle på hans hold har en enorm stor respekt for ham og med god grund. Det er altid en fornøjelse at se en komme op med en ide, gå efter den, lykkese og gøre det på en møde hvor alle medvirkende føler at der er plads til dem, forskellighed og fejl. Det første indtryk jeg fik af Øystien var meget positiv og helt klart et menneske der forstå at lytte til de folk omkring ham der har noget at byde ind med. En kunst der ofte forsvinde i egne ideer og Ego.

” Dag ” er kort fortalt, en Tv-serie om en mandelig parterapeut som mener at alle par bør skilles og som ofte, også ender med at anbefale sine klienter dette, altså at give op på parforholdet og leve alene. På toppen af dette bliver ”Dag” naturligvis forelsket og så er vi i gang! Serien er grov morsom og har navne som Tuva Nuvotny, Atle Antonsen, Anders Baasmo Christensen, Rolf Lassgård og Iben Hjejle blandt mange andre …. Alle er de med til at gøre Serien til et underfundigt kunststykke ud i komikkens  verden, samtidig med alvoren til tider stå knivskart og særdeles velspillet.

Jobbet denne gang for Iben er det sidste som karakteren ”Juanvita”. Denne er en transsexuel mand som ligger for døden og som inden sin død ønsker at nå et og andet inden hans liv slutter. Historierne i ” Dag ” er frækt og velskrevet og bliver leveret i er hurtigt tempo og korte afsnit der fungere rigtigt godt og er som et hårdt, syret, tvistet friskt pust til dagligdagen. Serien er helt sin egen, hvilket efter min mening er dens primære styrke. Der er ikke kikket over skuleren på USA eller andre storebrødre og man kommer til at tænke på Dansk dogme films periode, hvor alt velkendt blev smidt overbor og tavlen hvisket ren, for så at opfinde sine egne, nye måder at handle på, nye veje at gå og egne regler … sådan Norge.

Cast’et er helt igennem storslået og tæller store navne af fantastiske skuespillere fra 3 nordiske lande Norge, Sverige og Danmark og det er i den gred med til at give serien endnu en dimention af originaltet. Det er efter min mening noget vi ser for lidt af. Man kunne godt ønske sig endnu flere projekter på tværs af grænserne såsom netop ”Dag” ville se dagen lys. Vi har naturligvis fået ” Broen ” og ” Jeg ved at en 2’er der på vej, hvilket glæder mig da det helt klart  er en god måde at få øje på sine naboer på. Huset i Oslo hvor ”Dag” bliver indspillet er ikke som i andre produktioner jeg har set. I klassisk forstand taler man om Studio og Location, altså pre-byggede kulisser i et studie (som reglen en stor hal ) samt scener skudt på ”location” hvor man optager på allerede eksisterende steder med den stemning der nu engang er der. Her i Norge på ” Dag ” har man lejet en stor etageejendom og her har man lagt productions kontor, sminke samt stort set alt andet som behøves for at lave en Tv-serie. Huset er en gammel udlejnings ejendom og mange af de forskellige Lejligheder fungere nu som karakterernes hjem eller man har haft mulighed for at bygge noget specifikt op som kan få love at blive stående i længere tid uden at det kommer til at koste formuer. Det betyder også at pladsen nogle gange er lidt trang, men med et hold som på ” Dag ” virke dette ikke til at være noget problem.

Scene ”jeg ved du er syg”

Jeg er med på sidelinjen og har som altid svært ved at finde plads til mit korpus så det ikke konstant er i vejen og skal flyttes. Alle på set ‘et er dog utrolig flinke og viser stor forståelse for at jeg er med. Alt forgår i et indforstået tempo og alle kender deres funktion, forberedelsen er kendt og forstået men det er først når klaptræet klapper at det hele begynder at give mening. Alt går fra praktik til følerser der driver ned af væggene og alle mand rykker helt ud på kanten af stolene. For første gang mærker jeg for alvor hvad det hele handler om og bliver revet med på et eventyr af format. I 3 minutter er der kun Tuva og Iben, alle andre forsvinder, som vi sidder der og intet siger og kun har de 2 i fokus, de rammer den sten hårdt. Alle holder vejeret, som når man er halvvejs ude på planken og begynder at tænke ”bare jeg ikke falder”. Men intet vælter og den sidder lige hvor den skal, Øystein siger ” tak  .. nej 1000 tak” og går ind til sine spillere og er helt tydeligt meget begejstret for deres indsats. Det var bare den første, men dog grundlæggende scene på dagens program, så der forsættes og efter kort gennemgang af næste vinkel på scene, komme Øystein tilbage og da han går forbi mig, stopper han og tager mig i armen. ”Du..! din kæreste er utrolig flink til det hun kan ” JA ..! svare jeg, alt for højt, stadig høj på følerser og fuld af ”imponade” over hvordan dygtige skuespillere kan forvandler ord på papir til noget der går lige i hjertet på os dødelige. Dele af samme scene skydes fra forskellige vinkler, Iben ser nogle få scener igennem og så er der lunch .. Ikke frokost ! Frokost er om morgenen her i Norge ..

24-10-12

Oslo … 10.12

Scene ” vil du gifte din med mig ”

Jeg sidder og venter på at dagen skal gå i gang sammen med de fleste fra holdet af skuespiller på ” Dag ”. Iben er ved at blive forvandlet til en kvinde der er en mand. Vi sidder og snakker film, ” Ted” og ” en kongelig affære ” blandt andet. Vi enes om at ” En kongelig Affære ” er en fantastisk præstation for alle medvirkende og så kommer Bruden (Iben) ind og alle begynder at rykke på sig, læse sine scener igennem og mentalt forberede. Det er ved at være tid til at skyde dagens første scene og stemningen er god, det er også tydeligt at denne produktion har kørt i 3 år nu, alle kender hinanden og der derfor er en fantastisk ro, skuespillerene og holdet imellem. Jeg har taget mit kamera med og har fået ”grønt lys” på at skyde nogle billeder fra dagens scener, jeg er sikker på at netop i dag vil være en god dag at skyde Iben og de andre, da hun skal være i fuldt ” drag ” og setup’et for scenen er helt fantastisk. Der er dækket op til fest og lyset er præcis som det skal være, alle er i deres fineste puds, jakkeset og kjoler og det hele i en stor sammenhæng, gør scenen gennemført troværdig og historiens kareterne blender lige ind i scenen som de skal. Dag ( Atle ) spiller fantastisk ligeglad med alt og går mere op i maden en giftemålet, Eva ( Tuva ) er ramt af hvor komisk det hele er og Benedigt ( Anders ) som har lovet sig selv ikke at have mere sex med flere tilfældige kvinder på sin vej, mister fuldstændigt tror på dette projekt da en kvinde klædt i skolepige uniform kommer ind af døren og servere champagnen. Scenen er smuk og samtidig helt bizar da frieren ( Rolf ) jo godt ved Bruden er døden nær og Dag og de andre holder deres kantede måde at være på som bare tilføjer endnu et lag af skørt til det hele. Jeg snakker med Anders som efter en fuldstændig fantastisk dramatisk dødsscene, går forbi mig, prikker mig på skuleren og siger ” sådan gør vi komedie i Norge ”. Vi står og snakker lidt i gang alt imens næste scene forberedes og Anders uddyber. Han fortælle om sin russiske Drama lærer på skuespiller skolen som lærte ham at grinet og gråden sidder det samme sted i mennesket, så kan du få et grin frem hos mennesker og derefter presentere et stort drama er der ikke langt til tårere i spandevis. Han har så evigt ret og det er helt sikkert en point også Øystien deler, og bruger til fulde når han skriver ” dag ”.

Jeg har nu fået skudt nogle billeder, alle er flinke og Øystien har tilbudt at jeg kan kikker produktionens egen stills igennem hvis jeg har lyst til det, som jeg naturligvis takker ja til. Jeg har boet 2 år i Los Angeles og her kan man tale om kontrast imellem USA og Norge. Det er befriende at være vidne til tilblivelsen af en Tv-serie hvor overskud og lydhørhed er fællesnævner for det hele og det er helt sikker uden tvivl med til at øge kvalitenen og i den grad også udbyttet af samarbejdet.

25-10-12

Oslo …

Scene ” På Munkebakken ”

Sidder og venter på at alle mand bliver klar til afgang, vi skal ud og skyde en scene med Iben og Rolf på et gods lidt ude for Oslo. Vejret er fantastisk, vinden er blevet hjemme og solen kikker ned fra en skyfri himlen. Jeg sidder sammen med Rolf og spørg ham hvad han finder mest givende ved at arbejde med skuespillere fra andre nordiske lande. Rolf har før arbejdet på tværs af de nordiske lande og har altid følt at det er med til at hæve nivauet, at man møde kollegaer fra nabolandene som man jo har set før i forskellige produktioner, som man har en naturlig respekt for. En anden ting Rolf mener er med til at få koncentrationen op er sproget, som helt naturligt får alle til at lytte ekstre godt efter for at ikke at misse noget. Præcis dette er med til at interessen og nærværet bliver hængende også efter men er blivet dus, hvor man måske med en landsmand ville kunne multitaske lidt, lige skrive en SMS eller lignede, imens man snakker sammen. Dette sker ikke når man er usikker på kollegaens sprog og det er netop med til at holde fokus og derved højne nivauet. Iben kommer ind og deltager debatten med den point at netop det at alle er lige og ikke opdateret på hinandens fortid, ikke forfulgt at sladder eller rygter. Præcis dette kan være med til at man ikke møder op med en vis form for forbehold og gør det langt nemmere at komme godt fra start. Arbejder men i sit hjemland som er enes for både Norge, Sverige og Danmark har en meget lille gruppe mennesker som udgør stort set hele film branchen, kan følelsen af alt alle ved alt om alle, gøre at man holder lidt igen eller ikke kommer helt i gear. Alt i alt må man konkluderes at det er en gave når producenter vælger at sammen sætte et cast af skuespiller fra egne og nabo lignede lande.

Når alt klapper og spiller 110% være det sig film, Tv, Musik eller dans for den sags skyld, er DET præcis grunden til at jeg mener det er så grundlæggende afgørende, at vi alle forstå vigtigheden af at blive rørt dybt og blive skubbet til på nye måder hele tiden. At blive rørt og skubbet ud over det sædvanelige er hvad alle mennesker skal bruge med jævne mellemrum for at mærke de er i live og kunne se en mening med det hele. Vigtigheden i at bakke op om de ide mænd og kvinder, risiko villige investorer, samfund der forstå at fordre til initiativ og ikke altid kikke på bundlinjen når det handler om ikke målbart kunst, er skelsættende. Når skuespil, musik eller anden kunst lykkedes, er det med til, på en helt fantastisk måde at få mennesker til at mærke at de lever og DET er med til at give mening helt inde i sjælen. Det er det der fylder vores mentale tank op og giver overskud til at klokke 8-9 timers, måske knap så indspirende arbejde og på den måde få det hele til at hænge sammen.

… får vi ikke opfyldt dette mentale behov, bliver vi afskåret fra det, vil vores lille verden blive endnu mindre og fade til gråtoner. Kunst er som kærlighed og fred, en direkte modpol til krig og en enestående måde at få mennesker til at mødes på tværs at grænser og kultur, så lad os alle bede ..

og lad os for gods skyld ikke være smålige når kulturstøtten ønskes slagtet til det halve af emsige politikere, for det er sku det rene selvmord… amen